Sundhed – Min kost

Sundhed – Min kost

21. oktober 2019 2 Af Julie Hansen

I dette indlæg vil jeg fortælle lidt om hvad jeg spiser for at have det godt i min krop.  Før jeg blev alene her på gården, hyggespiste jeg meget. Hygge hang sammen med at proppe snacks og sodavand indenbors foran tv’et. Jeg var ikke specielt glad for at se på mig selv i spejlet. Jeg synes jeg så oppustet ud og på trods af min statur er forholdsvis slank, synes jeg ikke den hang pænt sammen. Jeg tog en beslutning om at begynde at være bedre ved min krop igen.

Jeg vil lige gøre opmærksom på, at jeg har absolut ingen faglig baggrund indenfor kost og ernæring. Så det her er hvad der virker for mig, men det hænger ikke nødvendigvis sammen med sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Morgenmad

Til hverdag får jeg gerne en smootie til morgenmad. Det lyder måske ikke af meget, men jeg synes det er en tung basse at komme igennem, og jeg føler mig mæt længe. Den består af som regel af en banan, blandet bærmix (fra frost), masser af spinat, havre- eller ruggryn samt mælk eller havremælk.

I weekenderne har jeg lidt mere tid at gøre med, så der bliver morgenmaden som regel lidt mere fancy. Der kan jeg godt lide at få æg og bacon/kylling. Når jeg siger jeg får kylling til morgenmad, så er det ikke en halv grillkylling, men rester fra aftensmad i form at små stykker brystfilet. Dertil får jeg spinat og tomat, nogle gange avocado.

Jeg får to kopper kaffe. I dem er der både sukker og mælk, jeg er nemlig slet ikke voksen nok til at drikke det sort. De gør mig godt, og jeg tror ikke det er den beskedne mængde sukker der vælter mit daglige sukkerbudget.

Spejlæg med bacon, spinat og tomat. Nemt og lækkert!

Middagsmad

Middagsmaden er den svære. Jeg har mulighed for at bestille mad fra en slagter som leverer til arbejde. Det benytter jeg mig som regel ikke af, fordi det nemt stikker af økonomisk og mayonnaisemæssigt. Sker det en gang imellem får jeg to halve rugbrødsmadder, en med æg og rejer, en med leverpostej.

Når jeg selv har med, kan det sagtens være en smootie magen til den jeg får til morgenmaden, en grøn salat med kylling eller røget makrel/laks, eller rester fra aftensmad. Gerne noget der ikke består af brød, men primært af kød og grønt.

Drikker så meget vand jeg nærmest kan i løbet af dagen.

Smootie bestående af bærmix, banan, havregryn, spinat og mælk.

Snacks

Min favorit snack lige nu er peanuts. De er selvfølgelig ikke særlig sunde i store mængder, og der er også en del salt på. Men lige at få sådan en håndfuld engang imellem gør altså godt.

Aftensmad

Aftensmad er min yndlingsmad. Hvis man kiggede mig over skulderen udefra, ville man nok synes at det var en kende ensformigt. Jeg kan rigtig godt lide at få pita i de gode, store, bløde pitabrød man kan få i Netto. Heri får jeg igen spinat, avocado, peberfrugt, tomat og enten kylling eller kebab. Jeg er også svært glad for friske forårsruller (rispapir) med enten kylling, and eller rejer i. Lige nu er jeg også  lidt glad på gode efterårssupper, såsom græskarsuppe, ærtesuppe og kartoffelporresuppe.

Jeg får gerne danskvand til aftensmaden, og når det er suppe, så et stort glas mælk.

Hokkaidosuppe bestående af hokkaidogræskar, gulerødder, løg, hvidløg, rød peber, krydderier. Hjemmelavede rugbrødscrotoner og creme fraiche som tilbehør.

Guilty Pleasure

Jeg er ALT for glad for Coca Cola. Det er selvfølgelig den klassiske med sukker, og det skal være på dåse. Lige nu er jeg på nedtrapning, og holder mig som udgangspunkt fra dem i hverdagene. Har jeg haft en lang dag, kan jeg dog godt falde i. Det samme med Kinder Bueno chokolade. Den er også svært fristende når jeg lander i Netto efter arbejde, og den er på tilbud lige ved kassen.

Ændringer fra før

Jeg spiser meget mindre brød, pasta, ris og kartofler til hverdag end jeg gjorde tidligere. Ikke fordi jeg levede af det før, men det var mere normalt. Jeg har skiftet en del af det tunge oksekød og svinekød ud med kylling, and og fisk/skalddyr. Derudover har jeg ikke chips og snacks i skabet længere, som jeg kan gå og nappe af. Har jeg det i huset, så udrydder jeg det nemlig lidt for hurtigt.

Når jeg er ude eller rigtig holder weekend, så nyder jeg selvfølgelig meget gerne både pasta, kartofler, lækkert oksekød og hvad der ellers bliver serveret. Jeg får muligvis også et glas vin eller to til maden. Jeg er ikke hysterisk overhovedet, og min livret er stadig en god bøf med lækker bearnaise og kartofler, men så er det også ekstra specielt når det kun er en gang imellem man får det.

Min krop

Jeg er slet ikke så oppustet længere, og jeg har en ide om at det er fordi jeg har skåret en del af de hurtige kulhydrater fra. Jeg kan mærke mit blodsukker er meget mere stabilt igennem dagen. Jeg har ikke på samme måde cravings for sukker som jeg havde tidligere. Derudover har jeg tabt mig, men det er helt sikkert en kombination af både kost og motion. Næste indlæg om sundhed kommer til at handle om motion – den motion som er udover ridning.