Dem som kender mig, ved at jeg er bidt af en gal fuldblodshest. Fuldblodshestene er avlet til at rende stærkt på galopbanen. I varmblodsavlen bruger man dem fra tid til anden, for at forædle varmblodshestene. Man ser dem dog helst ligge ude i 3 led ved ridehestene man bruger i spring og dressur.

Så hvorfor render man hen og bliver bidt af sådan en gal starut, tænker mange?

Jooo, nu vil jeg fortælle min historie.

Jeg startede min stor-heste-karriere med en trakhener/pinto hoppe. Den var fire år, og blev tilredet på den rideskole jeg holdt til på. Jeg var 14 år, så sideløbende med jeg red pony, skulle jeg langsomt begynde med stor hest. Det startede godt, og jeg nåede at få et par gode ture på den. Men så begyndte den at stejle. Den blev tjekket fra ende til anden, og skulle ikke fejle noget. Det blev ved, og jeg blev bange. Den blev solgt igen da jeg var 15 år, og kom ud og starte springstævner, og endte senere hen som avlshoppe.

Nu var det vigtigt at der blev fundet en pålidelig hest, så jeg kunne få modet til at ride stor hest tilbage igen. Jeg gik hen og blev 16 år i mellemtiden.

På et tidspunkt fandt min ridelærer en fuldblod på nettet. Den var betagende smuk, men måske lige rigelig meget en mundfuld for mig. Men der var jo aldrig nogen der var døde af at kigge på en hest. Vi kørte fra Skanderborg til Birkerød, min far, hans kammerat, min lillesøster og jeg. Ingen af os havde helt vildt meget forstand på at kigge hest, så det hele blev videodokumenteret til min ridelærer. Hesten var lidt et skravl i forhold til det vi havde set på billederne, men rigtig rolig og sød. Den havde haft en fortid som galophest, men havde haft en skuffende løbskarriere. Efter dens løbskarriere var den stillet til kåring i DV som forædlerhingst, men da den var lidt klejn, var den ikke blevet kåret, men kasteret, og blev så solgt som ridehest. Vi besluttede at det skulle være den.

Efter en uges tid tog vi turen over og hentede kræet. Han var fuldstændig fuldblodsvild i øjnene da vi stoppede ham i traileren, og hver gang vi holdt for rødt lys, lød det som om han forsøgte at sparke sig ud igennem bagklappen. Allerede der, lidt en anden fornemmelse end ugen inden.

Umiddelbart da vi kom hjem, var vores første tanke at den kære fuldblodshest var fuldstændig dopet da jeg var ovre at prøve ham, for han var fuldstændig vanvittig da han landede hjemme i stalden.

Han blev mere og mere tilpas med at være det nye sted. Så det at være i hånd og blive håndteret gik super. Med hensyn til ridning, viste det sig at det at købe en fuldblodshest som har gået på banen, det er et projekt og ikke en hurtig vej til rosetter.

Der var SÅ meget tænding på den hest, og han skulle finde sig til rette i opgaven med at være ridehest, og jeg skulle lære at der var pænt meget forskel på at ride pony kontra fuldblodshest (gætter på det svarer til at gå fra radiobil til F16 jagerfly cirka).

Da der var nogenlunde styr på standardknapperne, begyndte vi at tage ud og ride LC dressur til klubstævner. Der erfarede vi, at når en fuldblodshest har været ude og køre, så er den ret sikker på den skal ud og rende på galopbanen.

Vi begyndte så småt at springe.. og stoppede hurtigt med det igen.. Underviseren jeg havde på det tidspunkt, ville gerne have ham til at slappe af med en masse bomarbejde. Det var han slet ikke klar til at magte oveni hovedet.

Vi startede fra scratch og tog alting i vores eget tempo, et skridt af gangen, og lod os ikke stresse af andres forventninger.

Med tid, tålmodighed og kærlighed endte min kære “Muffe” med at blive en helt utrolig fin ridehest, som både kunne begå sig i dressur, spring og terræn. Det sjove er, at selvom han var meget mere varm end min første store hest, så var jeg aldrig bange i Muffes selskab. For selvom han kunne stikke helt af oveni hovedet, var jeg altid tryg på ryggen af ham.

Jeg havde vanvittigt mange gode oplevelser med ham. Det var både at flytte hjemmefa sammen med ham (og Bo) og arbejde på rideskole, nogle fede ture på terrænbanen, hvor han aldrig fik et stop, eller satte en hov forkert. Han var født til det job. Jeg havde også nogle fantastiske ture til stranden med ham, sammen med en veninde og hendes pony, og en masse gode ture på springbanen hvor tingene bare altid passede.

Jeg mistede ham desværre pga. en vanvittig uheldig skade, hvor støtteligamentet der holder det, der svarer til akillesenen på os, på plads, sprang. Det var virkelig hårdt at komme på den anden side af det tab, og selvom jeg nåede at have ham i 8 år, var det bare slet ikke nok. Hvor ville jeg ønske at støde på en hest som ham igen en dag.

Så giv mig lige en melding hvis du står og skal af med en tosset, ung fuldblodshest!