Projekt ridebane – part 1.

Projekt ridebane – part 1.

12. juli 2019 Af Julie Hansen

I søndags købte jeg et helt almindeligt manuelt pælebor, så vi kunne få vores tørrestativ op.  Det gik godt med tørrestativet, og så fik jeg selvfølgelig blod på tanden!

Egentlig var hegn om vores ridebane ikke på tegnebrættet lige nu. Og da absolut ikke uden motoriserede værktøjer til at lave det med.. Men Bo smed en sko (og en halv hov) på sidste dag i ferien, og har været øm siden han fik sko på igen, så jeg har ikke kunnet ride ham. Det gav lige lidt ekstra tid, i det ellers stramme program. Derfor tænkte jeg, at jeg da lige kunne prøve at lave et hul med det meget manuelle pælebor omme på banen. Det var lidt en anden oplevelse end i haven med tørrestativet. Mega hårdt, og med hele min vægt fik jeg lavet det første hul. Så blev jeg ellers stædig.

Materialer

Min bedstefar har af flere omgange hjulpet på en gård som skulle sælges, og har i den forbindelse fået en MASSE pæle og planker. Dem syntes han at vi skulle have. Det skulle vise sig at jeg blev rigtig glad for den gave! Allieret med pæleboret (som har kostet sølle 98 kr. i Harald Nyborg), en skruemaskine, kvali-skruer, pælene og plankerne, blev det muligt at lave et rigtig fint ridebanehegn!

Fremgangsmåde

Alle plankerne var brugt tidligere til en fold, så de havde nogenlunde ens mål allesammen. Det gjorde det nemt for mig, for så kunne jeg lægge plankerne ud, og måle hvor jeg skulle bore hul, ud fra dem. Så igang med pæleboret – jeg tænker naboerne og rytterne der kommer forbi, har kigget lidt. Jeg har både hængt i og siddet på pæleboret for at komme nogle vegne. Jeg fik boret alle hullerne over to aftener. Jeg har tilpasset det med at pælene er i jorden så der er 130 cm over jorden, og plankerne er sat på i 120 og 70 cm højde. Plankerne er hæftet med 4 skruer i hver. Jeg har stampet godt rundt om pælene med en pæl, så jorden er blevet fast nede omkring pælen. De sidder rigtig godt fast!

Mål 

Nu har jeg et fint hegn på den ene, og lige pt. vigtigste side (mod jordfold). Det er planen at det skal hele vejen rundt om banen, og jeg så skal have lavet en smart indgang på et tidspunkt. Hvordan den skal være, tænker jeg stadig over. Jeg havde en plan om at rundt i bunden, for at holde evt. toplag inde, at ligge jernbanesveller. Der har jeg imidlertid opdaget, at de jo er giftige som bare pokker (bare kald mig langsom). Så derfor skal jeg have fundet på noget andet – har I nogle gode ideer?

Planen er, at når pengene er der til det, så at få knuste muslingeskaller på banen. Kender du en god, billig leverandør af muslingeskaller, så tøv ikke med at skrive! Forslag tages imod med kyshånd!

Følg Stald Lillely på Instagram – opdateres næsten dagligt med både store og små gøremål på gården!