Ideen med uge 4 og uge 5 var, at vi fik tilladelse til at begynde longearbejdet. Tilladelsen kom allerede midt i uge 4, og jeg begyndte at longere Bo lørdag i uge 4. Der var et par krudtede bukspring og en hest der ellers så godt ud, men tabte pusten ret hurtigt 😉 Søndag forløb på samme måde.

Men så stoppede det der.. Mandag aften i uge 5, måtte jeg have fat i dyrlægen. Bo havde været nede og ligge, stod i et hjørne og så utilpas ud da jeg fandt ham. Ind og gå i hallen.. Mange pauser og kig på maven. Jeg begyndte at blive lettere panisk, med tanke på at sidste år samme tid, var Bo ved at dø af tarmslyng, som startede på præcis samme måde.

Jeg ringede op til Højgaard, men blev selvfølgelig stillet om til dyrlægen der havde vagten. Desværre en dyrlæge fra Vejle, så det ville tage noget tid inden hun kunne være der. Efter to opkald til hende, og en times skridt i hallen kom hun.

Dyrlægen kunne konstatere at han på daværende tidspunkt ikke var forstoppet, bare meget pustet op. Han fik noget tarmafslappende og en omgang vand og olie gennem sonde, og skulle gerne blive hurtigt kørende igen. Derudover fik jeg at vide at der var arytmi op hjertet, og at jeg nok skulle få det tjekket. Kom lidt som et chok, da Bo har haft mange dyrlægebesøg igennem det sidste år, og det havde jeg ikke hørt før. Klart bekymrende. Fik besked på at tjekke ham og skridte kort de første 4-6 timer, og derefter hver tredje time. Det blev en lang nat.

De næste par dage blev en blanding af gåture, og en lille smule longearbejde, men han synes ikke at særlig blive bedre. Han var også irriteret når jeg rørte ved maven på ham.

Fredag i uge 5 fik jeg en dyrlæge fra Højgaard ud. Jeg kunne ikke gå endnu en weekend i møde, men en hest jeg ikke synes var helt på dupperne. Hun lyttede på maven, og kunne konstatere at der var meget gang i den, og det jo nok var den der stadig drillede ham. Endnu en omgang tarmafslappende, og så fik jeg nogle sprøjter med pasta kaldet “Gut Bind” til maven.

Dem brugte jeg weekenden over og begyndte at se en lille fremgang i humør og energi.

Sådan en omgang satte endnu engang tankerne og bekymringerne igang. Man tænker over om det var den rigtige beslutning man tog, eller om han skulle have haft fred inden operationen. Men når man har sagt A, må man også sige B og det ville være forkert at kaste håndklædet i ringen nu, når man er kommet så langt. Det er bare hårdt på alle mulige måder. Det er hårdt at presse Bo, det er hårdt at være søvnløs af bekymring, det er hårdt at have hest når man ikke kan ride, det er hårdt at passe stald når man ikke selv synes at få noget ud af det, det er hårdt at have et liv ud over pasningen af en syg hest. Men det har jeg selv valgt, og selvom jeg piber, så tror jeg stadig på det!