Bedre sent end aldrig – det er ved at være en uge siden at det var uge 2, der har bare været evig meget ræs på!

Det var skønt at slippe for stikkeriet med antibiotikaen, men glæden varede kort. Han fik selvfølgelig noget af en reaktion på det, så han havde store væskebobler på begge sider af halsen i starten af uge 2. Jeg blev meget bekymret over om jeg havde stukket forkert og lavet en indre blødning i begge sider og hvad jeg nu ellers kunne komme på af skrækscenarier. Jeg ringede op til Marianne Dahl fra EquiMove, som er Bos dyrlæge igennem hele processen. Hun forsikrede mig om, at hun var sikker på det var ok, og at han nu havde en reaktion på antibiotikaen, og den såmænd nok ville følge tyngdekraften ud af kroppen igen..

Og ganske rigtigt – i løbet af de næste par dage bevægede væsken sig længere og længere ned, og endte til sidst som en pose “slæver” imellem forbenene. Heldigvis rendte den ikke videre ned i forbenene, men fortog sig hvor den sad. Den kløede meget, og irriterede den unge mand, så på vores korte gåture (fortsat 2 x 3min dagligt) holdte vi klø pauser.

Igennem denne uge synes jeg at kunne se en forskel på Bo. Han virkede mere afspændt hen over ryggen, og han begyndte at kunne bevæge kroppen mere og mere, klø sig på maven, og endda nå hævelsen som sad lige mellem forbenene. Og sikke det kunne vende hans ryg den rigtige vej rundt 😀

Hans appetit var stadig ikke helt på toppen, men havde læst mig frem til at det formentlig fortsat var det smertestillende der spillede en rolle der. Den første time efter jeg havde givet ham det, var han ikke meget for at spise en hel masse – men der var kun få dage igen med den medicin, og så skulle han være helt færdig med det.

I slutningen af uge 2, var jeg lettet og glad for at vi var kommet igennem. Der havde ikke været nogle gener der kunne minde om kolik, og ingen hævede ben af boksroen, så Bo og jeg var noget så klar til uge 3!