I dag er vi igennem første uge siden Bo’s operation. Og sikke en uge!
Vi begyndte Bo’s medicin behandling allerede mandag aften da vi kom hjem. Han var stadig lidt groggy og ikke rigtig sulten, og der kom slet ingen gødning. Han havde ikke fået noget at spise fra kl. 8 om morgenen til kl. 16 om eftermiddagen, så selvom det var en stående operation i lokalbedøvelse, så kørte hans system jo ikke helt normalt. Det bekymrer dog en hestemor, som tidligere har haft tarmslyng helt tæt inde på livet. Hverken Bo eller jeg sov den nat. Jeg var ovre i stalden og kigge til ham flere gange, og der kom stadig ingen gødning.
Tirsdag morgen var jeg ved at være lidt ude af den, men så begyndte han heldigvis at vise tegn til at ville af med noget. Og så kunne jeg godt se hvad problematikken ved at skide var, han skulle jo løfte ryggen hele vejen hen, og det har sikkert gjort ondt som bare &#%#€..
Jeg fik stukket ham tirsdag morgen med antibiotika for at sørge for at der ikke skulle gå noget betændelse i hullet i ryggen, og hældt noget smertestillende i ham så han kunne holde ud at være der. Der var stadig meget småt med gødning, og nu var årsagen jo nok at han faktisk slet ikke ville spise. Bo er den sultne type, så det er virkelig skidt når han ikke vil spise. Vi begyndte at tilbyde ham noget forskelligt, og kom frem til at han gerne ville nippe lidt til lun Mash og så luksushøet til hestene med de sarte maver. Så langt så godt.
I den første uge skulle han have antibiotika 2 gange om dagen, og smertestillende to gange om dagen. Derudover var der ordineret helt boksro, bortset fra 2 små gåture af 3 min stk.
Det skulle vise sig at de tre første dage efter operationen blev meget lange og bekymrende, og jeg lovede mig selv aldrig nogensinde at skulle i den situation igen. Jeg begyndte at fortryde mit valg, og var bange for det var en forkert beslutning at trække ham igennem både operationen, men ikke mindst alt det bagefter med smerter og boksro. Det er forfærdeligt når kræet har så ondt og er så skidt, at det skal lokkes til bare at spise lidt, og jeg var led og ked af at stikke ham. Men han har virkelig taget mit stikkeri, og hælden medikamenter på ham i stiv arm!
Vi nåede til dag fire, og tingene begyndte at se lidt lysere ud. Der var mere appetit igen, og masser af gødning – lækkert! 😉 (Ja det nok primært hesteejere med kendskab til kolik og tarmslyng der synes lort er fedt!) Denne dag, var også dagen hvor Bo skulle have sit store plaster af!
Og sikke en Frankenstein der gemte sig indenunder! Jeg havde selvfølgelig læst lidt frem i mit træningsprogram, og kunne se at når vi må begynde at longere, så skal jeg sørge for at longegjorden ikke ligger på såret. Great – for det fylder jo cirka hele ryggen! Men den tid en sorg – det først i uge 5! 😉
Der kom mere og mere liv i Bo som ugen gik, og i går morges blev han stukket for sidste gang! Og heldigvis for det, for hans stakkels hals er helt øm og tyk af alle de tusind nåle jeg har udsat ham for i løbet af ugen, og han kunne til sidst nærmest ikke bøje hovedet ned efter hø! Det er heldigvis meget bedre i dag, nu klør halsen bare..
Han synes næsten som han var, inden vi kørte afsted, i dag med sin kommanderende hovedrysten af mig da fodervognen kom lidt for langsomt frem, og hans insisterende facon når han er klar til at skulle ud af boksen for at komme på sin 3 minutters eftermiddagspromenade. Gode gamle Bo!
Nu begynder vi at tro på det! Så er det okay at have haft verdens længste uge, vi kan sove når Bo er frisk igen 🙂