I fredags tog Bo, min kæreste og jeg turen til Langå for at ride terræntræning ved Stefan Brams. Det var første tur på terrænbanen i år for Bo og jeg. Bo var klar og gik på det hele. Han havde lige et enkelt stop på en dyb landing, da han godt kunne mærke at piloten forholdt sig tvivlende til det faktum, at det gik nedad og over en grøft bagefter. På en gang til, og den sad lige i skabet!

Jeg havde haft min tvivl om hans vilje til at springe vand, men den tidligere frygt var forsvundet som dug for solen, og han dumpede lige i. Efter vores styrt på vandspring, kan jeg godt mærke at det sidder lidt i mig. Stefan kunne huske at vi havde haft lidt knas med vand, og fik forklaret at jeg skulle være opmærksom på mit sæde, og at jeg gav Bo lov at få noget tøjle, så han kunne strække sig ud over vandet, og selv finde balancen.

Vi havde et par sjove spring på “den gamle zig-zag kombination” som jo så ikke er en zig-zag forhindring længere. Vi kom lidt kort ind over første del, fordi Bo stadig et eller andet sted lige bemærker grøften, og vi behøver derfor lidt speed til næste forhindring, for at få afstanden til at passe. Det gode ved Bo er, at han er super fint springende, og kan godt sætte af en smule før andre heste måske ville have turdet. Han er dog stadig forsigtig, og passer godt på sig selv!

Alt i alt en god træning ved Stefan. Jeg har lært så meget på de få gange jeg har redet ved ham, og det er som sådan ikke noget ved selve springene, eller ved hesten han lærer mig en hel masse om, for det er jo som det er, men mig selv og hvordan jeg skal agere i min ridning. Jeg har fået glæden tilbage ved turen rundt i terrænet, og er ikke længere bange for, at jeg ikke kan holde hesten og bange for at styrte 🙂