Tanker om Kissing Spines operation

Tanker om Kissing Spines operation

30. januar 2020 Af Julie Hansen

Nu har jeg selv haft en hest igennem en Kissing Spines operation. Efter min hest blev diagnosticeret, fik jeg en ordentlig portion smertestillende med hjem til ham, og så skulle jeg ellers smertedække ham indtil jeg traf en beslutning. Min dyrlæge gav mig lidt valget mellem at sige farvel eller få ham opereret. Der er også løsningen derimellem, nemlig at behandle med binyrebarkhormon, og så ellers igang med at longetræne. Hos min hest var tilstanden bare i sådan en grad, at dyrlægen frarådede det.

Her 3 år efter, hvor jeg er kommet ud på den anden side, med en hest som i dag er okay i ryggen, har jeg gjort mig nogle tanker om hele processen. I det her indlæg har jeg valgt at stille mig selv nogle spørgsmål, jeg synes man som ejer skal stille sig selv inden man opererer for Kissing Spines. Jeg ville ønske jeg vidste mere om det, inden jeg tog beslutningen. Måske kan andre bruge mine erfaringer. 

Hvorfor vælger jeg at operere?

Jeg valgte at operere fordi jeg havde en dyrlæge der var meget klar i spyttet omkring de muligheder jeg havde. Det er jeg rigtig glad for hun var. Jeg har set andre der forgæves har forsøgt med rygbehandlinger hver 6-8 uge og genoptræninger herefter. Jeg kender faktisk ikke til en eneste succeshistorie på den konto. De operationer jeg kender til  har været gode, inkl. Bo’s. Så kender jeg til de situationer hvor det ulykkeligvis er endt med at hesten er blevet aflivet. Jeg valgte at operere, først og fremmest fordi jeg havde pengene (opsparing til ny hest), og så fordi Bo sportsmæssigt havde gjort rigtig god figur året før. Desuden var hans helbred, udover ryggen, rigtig godt på det tidspunkt. Desuden havde jeg to dyrlæger der troede på det. En i Danmark og en i Sverige. Det opvejer også en hel del.

Hvad er økonomien i det?

Det er ikke billigt. Det kan jeg ligeså godt fortælle. Det ender helt sikkert også med at blive dyrere end man har regnet med. Selve operationen koster jo noget. Jeg fik priser fra 16.000 kr. til 24.000 kr. Og det er bare selve operationen. Oveni kommer den medicin hesten skal have i perioden efter operationen. Den “billige” operation skulle efterfølges af en uges indlæggelse på hestehospital – ikke billigt. Jeg valgte den “dyre” løsning i Sverige (plus køretur fra Aarhusområdet til Sverige, Malmø, og hjem igen), for så at undgå indlæggelse, men selv tage mig af efterbehandlingen. Herefter er der alle de tjek ens egen dyrlæge skal lave. Jeg havde akutdyrlæge ude to gange pga. kolik i forbindelse med boksro. Jeg måtte skifte begge mine sadler ud. Opfølgning på omstopning, fordi en hest ændrer sig sygt meget efter sådan en operation og dertilhørende genoptræning. Så regn med worst case scenario:

Operation – Medicin – Transport – Opfølgende dyrlægebesøg – Akutte dyrlægebesøg – Ny sadel/sadler – Omstopning/er

Hvilken type hest har jeg?

I dag ved jeg hvad det koster at få opereret en hest – og her mener jeg så ikke kun økonomisk, men fysisk og psykisk for hesten. Jeg er MEGET glad for at Bo er en hård hund, som faktisk har ædt en hel del smerte i sig igennem årene. Det er selvfølgelig ikke sjovt at tænke på jeg har redet rundt på en øm ryg. Jeg tænker bare, at jeg aldrig ville udsætte en mere følsom hest for den samme tur. For selvom man smertedækker hesten sindssygt meget fra start af, så er der ingen tvivl om at den har ondt. Bo havde svært ved at gøde, for der løfter de jo halen, og dermed hele rygraden. Der gik sindssygt lang tid før han gjorde det, så jeg var helt ekstremt bange for han havde fået kolik oveni.

Bo er den madglade type, så han spiser som regel selvom han er sløj. Havde jeg udsat min gamle fuldblod for det, så var den gået fra foderet. Og så kan man igen begynde at blive bekymret over om tarmsystemet går i stå. Yderligere er der jo selvfølgelig boksro. Der skal man tænke over om hesten er mentalt gearet til det, og om dens krop kan magte det. Her tænker jeg igen i kolikbaner.

En anden ting er at det helt klart er et nemmere projekt hvis longering er en del af den træning man bruger til hverdag. Hvis hesten ikke er vant til det, eller stikker af H til når man forsøger, så kan det godt være det bliver et meget langt halvt års genoptræning. Jeg ville ønske jeg havde longeret Bo mere inden, for han havde det med at stikke hovedet i vejret og rende som en tosset.

Hvilken type ejer er jeg?

Noget andet man skal tænke over, er om man er klar til at lægge alt det arbejde i det, som det kræver at genoptræne. Jeg vidste godt det var omfattende, men jeg havde ikke forestillet mig at det var så meget. Jeg boede heldigvis sammen med Bo. På den måde kunne jeg gå med ham både før arbejde, efter arbejde og igen til natten. I takt med genoptræningen skred fremad blev der puttet longering på programmet samt trænings-øvelser flere gange om dagen. Det tog mindst ligeså lang tid som når han var i fuld træning til at gå militarystævner. Det var rigtig mange timer jeg stod i hallen med Bo i longen, gåture i hal og på bane (jeg kan desværre ikke gå i skoven med den vilde kamel), og på staldgangen med trænings-øvelser.

Derudover er der også det psykiske i det. Nu lyder jeg måske lidt som en tudeprinsesse, men det er også hårdt at se på. Når man har været vant til at have en forholdsvis glad hest i fuld træning, så er det lidt en kontrast til en burhøne-hest der lever livet i boks og på longe. Meningen er jo selvfølgelig der skal en glad og sund hest ud på den anden side. Men vejen derhen er hård og lang.

 

Hvilke faciliteter har jeg til rådighed?

Faciliteter er muligvis ikke det første man tænker på, når man står og skal tage stilling til en operation. Jeg fandt ud af hvor meget faciliteterne faktisk betyder for at komme ud på den anden side med succes. Jeg havde hal, udendørs bane, paddocks til når han ligeså langsomt skulle sluses ud til livet som foldhest igen, mindre folde og større folde til rådighed. Havde jeg haft ham hjemme som jeg har nu, i sådan en vinterperiode her, så havde genoptræningen været umulig.

Desuden var hans boks i det staldanlæg med vindue ud til foldene, og vindue til staldgangen, så han kunne hele tiden se andre heste. Han blev ikke på noget tidspunkt ladt alene i sin boksro. Det gav ham meget mere ro, end han f.eks. havde det sted han stod efter, hvor alle heste var ude på én gang, og hestene stod i fuldstændig lukkede bokse.

For hvems skyld opererer jeg?

Ærlig talt, så tror jeg godt hesten kan undvære det kvarte/halve år i helvede som det lidt er at komme på den anden side af sådan en operation. Jeg opererede klart Bo for min egen skyld. I dag er det jo heldigvis ham til gode, han kan leve et liv uden ondt i ryggen. Sportsmæssigt har det overhovedet ikke givet mig det jeg regnede med, men Bo er glad og tilpas. Det er det vigtigste for mig.

 

Hvad tænker jeg om heste diagnosticeret med Kissing Spines?

Jeg ved at der er rigtig mange heste som har fået konstateret kissing spines på baggrund af, at de ikke har fungeret i ridningen. Når man først har fundet problemet i ryggen på denne baggrund, så tænker jeg at det har betydning. Altså at hesten er mærket af det. Jeg ved at der er mange heste der går rundt med tætsiddende torntappe, og måske endda kissing spines, uden at være påvirkede af det, og uden vi måske nogensinde opdager det. Og dem skal vi selvfølgelig ikke pille ved, når de har det godt!

Jeg synes derimod det er et skråplan når man kasserer hesten i ridningen fordi den har ondt, og man så tager den i avlen i stedet for. Jeg tror absolut ikke det kommer hesten til gode at slæbe rundt på en følmave når den har ondt i ryggen. Derudover tænker jeg også på arvelighed. Har man tjekket op på om hingsten har godt langt imellem torntappene? Bare så man ikke avler nye heste med kissing spines? Alle de her tanker er på min egen regning. Jeg har ikke lavet en videnskabelig undersøgelse på det.

Da jeg købte Lille Love fik jeg lavet røngtenundersøgelse fra hoved til hale. Ikke fordi jeg ville fravælge ham på tætsiddende torntappe, men fordi jeg ville have vished om at han ikke havde kissing spines. Desuden ville jeg være endnu mere opmærksom på træningen, hvis hans torntappe havde været tætte. Så skulle træningen tilrettelægges efter det. Det har han heldigvis ikke – men jeg kommer nu nok til at træne ham meget efter det alligevel.

Mit råd er – stil dig selv disse spørgsmål. Er din bedste ven stærk nok til sådan en tur? Og er du selv klar til sådan en omgang? Jeg vil ikke hverken råde, eller fraråde operation. Jeg vil derimod opfordre til at man ser på sig selv og sin hest, og den situation man står i. 

Se mit tidligere indlæg om selve operationen og tiden efter her.