Mine favoritter – Hverdag

Mine favoritter – Hverdag

25. december 2019 Af Julie Hansen

Kender I det der med at have ridetøj og sko man nærmest bor i? Jeg har en hel del tøj jeg bruger i stalden, men jeg har også mine helt klare favoritter! Jeg vil vise jer mine yndlingsting. Indlægget er ikke sponsoreret, det er en kærlighedserklæring til mit grej lige fra hjertet! 

Ridebukser – Pikeur Ist Pikeur!

Jeg ELSKER mine ridebukser fra Pikeur. Jeg har af flere omgange købt ridebukser af andre, billigere mærker, fordi Pikeur bukserne ligger i den dyrere ende, og det kan være lidt af en udskrivning at skulle have nye. Jeg har også fortrudt hver gang jeg har købt noget andet. Pris og kvalitet hænger unægteligt sammen. Pikeur ridebukserne holder i mange år. I forhold til andre mærker jeg har prøvet, så synes jeg de holder de faconen og elasticiteten, selvom jeg i perioder nærmest bor i dem. Jeg er helt klart mest glad for dem jeg har med fuldskind, men jeg har også et par med fuldgrip som vokser ligeså stille på mig. Grip er vidst det nye, kommet for at blive, så jeg må hellere vænne mig til det.

Ridetights – Kingsland

Min facon er normalt ikke rigtig til Kingsland ridebukser. Til gengæld er deres tights som støbt til mig. Skal jeg springe eller på tur, så er jeg glad for at ride i tights (skal jeg ride dressur, så skal jeg have min fuldskindsmås på). Ydermere er det supersmart at jeg lige kan hoppe i dem når jeg kommer hjem, kravle på nakken af en hest, hoppe direkte af og løbe en tur. Det sparer mig lige for en tur ind og skifte fra ridetøj til løbetøj (med fare for at gå i stå inden løb, fordi jeg skal forbi sofaen).

Det bedste til mine fødder – Ariat

Jeg har godt nok rendt rundt i kondisko i stalden i mange år. Det har kostet mange blå fødder og tæer. Derefter i billige jodphurs. De er gået i stykker på 0,5. Så tog jeg mig sammen til at købe et par Ariat jodphurs (i USA, der er de billige!). Once you go Ariat.. Jeg skal aldrig have andre jodphurs igen. De holder godt, de er pæne, de er gode at have på, man kan få dem med stålsnude så man ikke brækker tæerne når man kommer til at placere dem under en hov. De er perfekte!

Bløde ben – Treadstone

De banditter her har 10 års jubilæum hos mig, og de er stadig godt kørende! Da jeg arbejdede i stald, havde jeg brug for noget udstyr der både kunne holde til staldarbejde, traveturene til og fra foldene samt ridning ind og ud mellem hinanden. Det ville være et bøvl hele tiden at skulle skifte fodtøj. Løsningen blev jodphurs med de blødeste, lækreste læderleggins til. De leggins har holdt i 10 år, med skift af en sølle lynlås på den ene, og en ny trykknap på den anden. Af de samlet set cirka halvandet år jeg har arbejdet i stald, er de nærmest brugt til dagligt, hele dagen, og i de andre 8,5 år har de været på nærmest hver gang jeg har siddet på en hest, eller har ordnet stald. Det er virkelig en kvalitetsvare!

Vest er bedst – Kingsland

Jeg er en vestepige. Jeg er virkelig glad for min Kingsland vest. Den bliver flittigt brugt både på job og hos hest (først på job, når den ryger i stalden, så bliver den liiiige vasket inden job igen, haha). Når den engang bliver for nusset at se på, bliver den nok udelukkende til heste-vest. Jeg er vild med veste, fordi den hjælper med at holde en god varme, samtidig med at man stadig er godt ventileret. Derudover er den jo bare nydelig.

En klassiker – GPA

Jeg ELSKER min GPA ridehjelm. Jeg skal ALDRIG falde af ned på den, for de er jo desværre ikke til at støve op længere! Det er min hverdagshjelm, for der kom jo desværre nye regler som dømte den ude til stævnebrug. Hjelmen sidder perfekt på mit lille runde hoved, jeg synes den er virkelig flot. En rigtig klassiker i min verden. Jeg synes så meget de skulle re-lancere den i en VG1 udgave!