Søndag eftermiddag satte Bo, Phillip og jeg kursen mod Malmö. Og vi nåede så langt som til Tebstrup før vi røg i en kø (surprise!) og hang der en time.. Vi holdte i Malmö klokken 20 søndag aften.
Der var lidt forvirring med at finde ud af hvor vi skulle parkere Bo, og så blev jeg ærlig talt lidt chokeret da jeg opdagede det. Da de sagde en udeboks med lås på, så mente de det. Midt i Malmö by, i en mørk gyde skulle jeg stille min hest ind, mutters alene, og sætte hængelås på lågen og så ville de hente den ind på klinikken om morgenen. Det beroligede mig dog lidt, at der kom en vagt kørende og så til alt var ok. Han fik hø til op over begge ører, og jeg ønskede ham god nat, smækkede lågen, og så trillede vi fra ham klokken 22.
Jeg havde spurgt om vi måtte komme og hilse på og se Bo inden operationen, som skulle foregå mandag formiddag. Vi fik besked på at være der 8.30, og det var vi så. Der gik et stykke tid inden Palle dukkede op, Phillip nåede et par kopper kaffe inden. Da han dukkede op fik han forklaret mig at Bo allerede var ved at blive gjort klar, og vi vidst havde talt det meste igennem i telefonen, og sagde at Bo var anden hest i “operationskøen” den dag, og der ca. ville gå 4 timer, så ville de ringe.
Lidt lamslået satte jeg mig ud i bilen igen. Vi kørte på hotellet, pakkede bilen, og ville så ellers nyde de næste 4 timer inde i Malmö. Eller.. Jeg forsøgte at nyde timerne, men det gik nok bedre for Phillip end for mig. Jeg havde ondt i maven og Phillip måtte lige sige tingene en gang eller to ekstra for at jeg fattede hvad han sagde.. Timerne gik, og ifølge min hovedregning kom jeg frem til at vi nærmede os fem timer..
Endelig imens vi sad og fik en kop kakao på en kagebar ringede de. Heldigvis til Phillip (som er født og opvokset i Sverige) da det var en svensker, og i min tilstand havde det nok ikke været muligt at forstå et kvæk af hvad der blev sagt. Phillip takkede ja til at vi fik medicin med hjem fra klinikken, så vi ikke skulle til at have det igennem en dyrlæge hjemme i Danmark sent mandag aften. Vi fik at vide vi kunne komme når vi var klar. Og så gik der alligevel en time før vi var i den anden ende af Malmö igen.
Og her gik der noget der igen føltes som en evighed, før jeg så min lille hest som jeg ikke havde set siden søndag aften. Han var noget groggy, og lettere irritabel, med en stor hvid skumgummi-dut på ryggen, men ellers meget som han plejer. Palle kom forbi, og fortalte at operationen var gået rigtig godt, og det så meget pænt ud på kontrolrøntgenbillederne. Så langt så godt. Derefter skulle vi vente på en anden som kom med medicinen, og en anvisning på hvad Bo skulle have. Det var selvfølgelig en svensker der skulle forklare det, så vi var ude i at han forklarede hvad der skulle ske, Phillip gentog på dansk, og jeg gentog derefter på dansk igen og fik et nik af dyrlægen når jeg ramte rigtigt. Jeg fik forklaringen på skrift også, samt et genoptræningsprogram, som strakte sig over de næste 14 uger.
Det vilde med denne type operation var, at den var foregået i lokalbedøvelse, så vi måtte putte Bo direkte ud i bilen og køre hjem. Han blev smertedækket til at klare turen, og vi skulle begynde medicin behandling lige når vi ramte stalden. Klokken 20 mandag aften var vi hjemme igen.
Det kunne godt ses at Bo var mærket på dette tidspunkt, så vi fik hurtigt givet ham antibiotika og smertedækkende, samt en trillebør hø og varm Mash.
Så hurtigt kan man lige fikse tre torntappe.
