Jeg har i en lang periode redet uden sadel, fordi dem jeg havde jo som sagt slet ikke passede Bo ordentligt. Jeg syntes han havde tendens til at glemme et bagben i ny og næ med sadel, men da jeg smed den, syntes det at gå okay, og Bo føltes meget mere løs uden sadel end med.

Jeg havde fundet en sadel helt efter sadelmagerens anmærkninger, men ligeså straks jeg kom ombord og fik sat Bo i trav, begyndte han igen at glemme et bagben. Og jeg var 100 på, at den her sadel altså ikke var skæv eller forkert.

Sidst i september bestilte jeg en tid hos Marianne fra EquiMove. Nu måtte mysteriet opklares, var det et korsled der drillede eller nogle skævheder i kroppen, jeg var overbevist om at Mariannes kiropraktor skills kunne fikse problemet.

Der var skævheder, op til flere endda, men også noget helt andet der synes at være hovedårsagen til alle problemerne. Dommen var Kissing Spines, og mindst 5 torntappe der gik sammen.

Og med et ændredes hele min verden. Der var op til flere ting der gav rigtig god mening nu, og Bo må være verdens største kammerat at han ik har haft kylet mig ad H til en gang imellem, når jeg har siddet lige oven på det der!

Så er der bare lige det der med Kissing Spines.. Det går hverken væk ved ro eller antibiotika, så hvad gør man så?

Der er tre muligheder:

• Binyrebarkhormomsindsprøjtninger og så longearbejde i 6 uger, og så ville man kunne ride indtil den var gal igen, og sådan ville man kunne fortsætte til ryggen var helt ødelagt, eller man var færdig med at have hest og ville sige farvel til kræet.
• Operation.
• Eller det sidste farvel 🙁

For mig var der allerede kun to beslutninger at vælge mellem da Bo fik diagnosen. Enten operation eller farvel. Jeg ville have det forfærdeligt med mig selv, hvis jeg skulle begynde at vurdere hvornår han ville have nok ondt til at jeg syntes han skulle sprøjtes, og jeg er sikker på at Bo syntes livet ville være alt for trivielt i en longe næsten hver dag, året rundt.

Heldigvis ville det ikke blive værre af jeg fik et par dage at tænke i, så jeg gik hjem og begyndte min research. Af dette dukkede bare endnu flere spørgsmål op..

Hvad koster operation? Er det meget smertefuldt? Skal han hellere have fred? Heler en gammel hest ordentligt? Vil han komme til at gå military igen? Skal jeg tro på alle folks skræmmende skrækhistorier?

Da jeg stod i denne situation sidst, hvor jeg fik valget mellem en tarmslyngsoperation eller en formentligt død hest, sagde min mavefornemmelse nej til operation – denne gang sagde den ja.

Jeg sendte billeder og journal ud til forskellige dyrehospitaler som opererer for Kissing Spines. Tilbagemeldingerne var blandede, og bar primært præg af de ikke havde lyst til at operere, men gerne skulle være behjælpelige med indsprøjtninger i ryggen. Det var lige indtil jeg blev ringet op fra Sverige. I den anden ende var Palle Brink fra Jägersro Hastklinik. Han havde gennemgået journal og røntgenbilleder, og forklarede mig hvordan operationen ville foregå skridt for skridt. Og der tog jeg min beslutning.

Bo skulle til Malmø og have fjernet torntappe!

Der er nok mange der ikke helt forstår beslutningen. Bo er ikke nem at ride rundt, og har aldrig rigtig haft nogle rigtig gode resultater. Han er 13 år, og en genoptræning efter operation er i hvert fald 6 måneder. Og der er risiko for det bare aldrig bliver godt, og så er det bare rigtig mange penge at kaste efter det.

Det har heldigvis været min helt egen beslutning, og folk omkring mig bakker mig 100% op.

Og så gik turen mod Malmø!