Et nyt kapitel – Hestene flytter hjemmefra

Et nyt kapitel – Hestene flytter hjemmefra

22. februar 2020 Af Julie Hansen

Beslutningen er truffet, hestene flytter hjemmefra igen. Det er mega hårdt at det ikke lykkedes for mig at have dem hjemme, men vinteren har bare været sindssyg hård. Flere har sagt, at jeg skal slå koldt vand i blodet, og det er forår lige om lidt. Det laver desværre bare ikke om på antallet af timer i døgnet og manglen på muligheder, selvom dagene bliver længere og lysere. Jeg føler mig totalt heldig at jeg har fundet et opstaldningssted, hvor jeg synes der er styr på prioriteterne omkring fodring og fold. De fleste steder jeg har kigget på, har simpelthen været direkte ufornuftige på den ene eller andet måde, så et opslag på facebook kom som sendt fra himlen – og nu har jeg så fået to bokse til mine heste. I kommer selvfølgelig til at høre meget mere om deres nye hjem, når vi rykker derud.

Baggrund

Da gården blev købt i sin tid, var der mange planer og drømme der skulle realiseres. Den gamle staldbygning skulle renoveres og laves til hestestald, der skulle opføres en helårsridebane og laves en masse forbedringer. Der blev også lige indkøbt en ny hest midt i det hele. Jeg skulle rigtig til at have gang i hestepigelivet på min egen gård. Så stod jeg lige pludselig alene med gården, det meste af økonomien, alt det praktiske arbejde og pasningen af alle dyrene. Tog et ekstra job for at få enderne til at nå sammen. Nu står jeg så her, med et halvhjertet forsøg på at have et rigtig hestepigeliv. Et halvhjertet forsøg på at have et bondegårdsliv. Det fungerer bare ikke, og skal jeg vælge noget helhjertet, så bliver det altså hestene. Altid hestene.

Tid

Jeg får frigjort en hel masse tid. Jeg har brugt vanvittig meget tid på alt det praktiske omkring hestene. Det ved jeg godt hører med, når man har hest hjemme. Men samtidig med at jeg har forsøgt at have fuldtidsjob og deltidsjob, så er jeg bare rendt tør for lyse timer. Jeg har ikke længere selv bil som kan trække hestetrailer, og banen har simpelthen stået under vand i den sidste tid, så jeg har bare ikke kunne få gjort noget. Nu kommer jeg til et sted med hal, og hvor hestene kommer ind og ud, så timerne jeg bruger derude er på ren kvalitetstid med hestene.

Faciliteter

Som nævnt, så er jeg ikke længere afhængig af bil eller naboers faciliteter. Nu er der ridehus på stedet, ny bane under opbygning, ridesti lige i baghaven og store folde. Så kan man næsten ikke ønske sig mere. Desuden så er der bedre arbejdsfaciliteter for både smed og dyrlæge, så nu kan dyrlægen komme til mig, i stedet for jeg altid skulle låne bil og køre til dyrlæge.

Krav

Jeg har tidligere skrevet om, at jeg foretrak at have hestene hjemme, for så var jeg sikker på der var et ordentligt management af dem. Derfor skulle de heller ikke nogen steder, hvis ikke jeg fandt et sted der kunne leve op til mine krav. Det fandt jeg heldigvis! Så jeg behøver ikke være bekymret for stråfoder, foldtider og foldkammerater.

Jeg glæder mig rigtig meget, men det er også lidt angstprovokerende. Både fordi hestene lige skal ind i nye vaner, men også fordi jeg ikke er den som putter dem længere. Men det skal nok gå <3