I weekenden deltog Bo og jeg i årets første militarystævne. Egentlig havde min tanke været at starte en CNC90 i Fjeldsted til terrænstævne, men da det lå mindre end en uge inden Vasehus’ landsstævne, startede vi op i Vasehus. Vi red en CNC100 – og hvilken CNC100!

Bo var super fin på opvarmningen, som var indendørs. I sekundet jeg red ud, kunne jeg bare godt mærke at vi havde forladt ridehuset. Bo var spændt som en fjeder igennem hele programmet, og jeg kunne mærke, at rørte jeg ham med benene ville han gå lige op i luften. Jeg var glad for vi ramte de rigtige gangarter til nogenlunde rigtig tid, det var vidst det mest positive ved det program! Det er heller ikke nemt at ride lige efter disciplinvinderen i dressur, på noget der har pænt meget mere “dressur-look” end min “ned-af-bakke” springhest… Endte i ca. 61%, ikke godt!

Direkte efter dressur, var det videre til springbanen. Kunne godt mærke at den unge mand stadig var pænt tændt på opvarmningen, men havde ikke lige regnet med han var fuldstændig bananas på springbanen. Vi gennemførte dog igen med 0 fejl – det heldigvis sådan noget Bo kan, selvom han er totalt vild. Thank God for that! 🙂

Første dag var næsten pinlig – jeg er ikke i tvivl om den unge mand havde savnet al udendørs ridningen, men at han skulle være så tændt havde jeg ikke lige set komme.

Dagen efter var det terrænspringning på min yndlingsbane, nemlig terrænbanen i Langå! Jeg havde absolut intet at ride efter placeringsmæssigt, så mit mål var at ride fejlfrit på forhindringerne. Glemte, som den store båtnakke jeg er, at tænde mit ur i startboksen, så jeg havde intet overblik over hvor stærkt jeg red. Kunne se på resultaterne efterfølgende at det havde tangeret til skovturs tempo. Bo gik et stort tempo på de første lange strækninger på banen, men da jeg havde svært ved at få bremset ham ned igen til et par smalle forhindringer, satte jeg farten ned. Vi var i trav til en kombination ned af bakke, og helt nede i skridt ud over en skrænt. Men hey – fejlfrie på springene, og herunder vand!

Det samlede resultat, absolut ikke noget at råbe hurra for. Men når det så er sagt, gav denne tur os sidste kvalifikation til at må ride CIC1*, og så gav den mig en masse stof til eftertanke mht. træning og fokuspunkter fremadrettet i år 🙂